søndag den 11. december 2011

Ugens (Gode?) Gerninger

Dette er min transportable håndarbejdstaske (hjemme bruger jeg en kurv). Tasken (som står bagerst) er købt af mor i genbrugen. Vistnok fra en afrikabutik inde i byen. Foran den står et par af weekendens arbejder. Jeg har brugt fryseplastikposer i lang tid, når jeg skulle transportere mine projekter i diverse tasker, men forleden fik jeg den ide at sy et par poser dertil. Hvorfor har jeg ikke tænkt det før? No idea. Men nu synes jeg, det er smaddersmart, så både mor og jeg får tre hver. Forest ligger indholdet af mit lyserøde penalhus udspredt med bogen, jeg skriver ideer og projekter ind i. Alle disse ting ligger i tasken - klar til brug.

Julegaven til den ældre niece - lavet af et gammelt gardin og fri fantasy. Foret er af et gammelt, rødt lagen.

Strikket bold (eller nålepude) (1. forsøg)

Nålepude i æggebærer (2. forsøg)


Disse to bolde er lavet af samme opskrift - med lidt variationer. De er første forsøg - jeg håber, de bliver bedre med erfaring. Den første er lavet på almindelige strikkepinde. Den anden på strømpepinde. Den anden er pænest.
Jeg prøver at skrive opskriften ned til den lille blå:
Slå 8 m. op på passende p. med det garn, du ønsker.
1. p.: Strik forfra og bagfra i hver m. = 16 m (du bruger kun to af de 5 strømpepinde)
2. p.: vr. p.
3. p.: Strik forfra og bagfra i hver m. = 32 m (mens du fordeler dem på 4 strømpepinde)
Strik rundt 15 omgange i ret.
Indlæg passende fyld - fx. pladevat, råuld osv.
Strik 2 m. sammen 16 gange = 16 m
Strik 2 m. sammen 8 gange = 8 m
Knæk garnet i ca. 10 cm længde og tråd den på en nål. Sæt maskerne på nålen og træk garnet igennem, så hullet lukker. Hæft enderne ind i bolden.
Indsæt den i æggebærer, evt. med lidt lim

Hvis man vil lave bolden større, skal man fortsætte med at strikke frem og tilbage - den store er lavet med 72 m (da jeg startede med 9 m. på almindelige pinde og syede den sammen på langs til sidst.)

lørdag den 3. december 2011

Nylige projekter

I sidste weekend fandt jeg dette pudebetræk, som jeg lavede for mange år siden (mere end 5 år?). Så selvfølgelig kom der en pude i og sat på sengen med resten.



I løbet af ugen blev dette projekt færdig. Det er broderede navneskilte af Isabella og Fun til hundevæggen.



Og hundevæggen, selvfølgelig. Billed, maleri, tegning og broderi af begge hunde.

Og til sidst: Projektet, der blev færdig i dag. En babyspencer med cardigan

 Og uden selvfølgelig ;)


Tidligere projekter

De to puder er inspireret af vævningen på et strikket julehjerte, jeg lavede sidste jul. Jeg kan ikke huske, hvor julehjertet er nu, men puderne blev givet som 60 års fødselsdagsgave i sommers. Stoffet på forsiden ligger dobbelt, så det er ret tykt, mens bagsiden er lavet af en meget tyndere hørvævning, min mor har lavet.

Da jeg i starten af 2011 fik at vide, jeg igen skulle være faster, lavede jeg denne lille, søde trøje til min nye niece. Desværre viste den sig at være for lille. Jeg strikker stramt, så jeg burde nok have lavet en størrelse større... øv øv...

To krammedyr til den nye niece. Opskriften fandt jeg i et gammelt blad. Hvad man dog kan finde :)?


En skål fra Tiger dekoreret med tøj fra påklædningsdukker. En decoupage skål krammedyr og trøje samt lidt købt tøj til niecen kom i.

Velkommen til mit lille hjørne af verden ;)

Efter at have læst en masse gode blogs om håndarbejde rundt omkring på det vidunderlige og eventyrlige internet, fik jeg lyst til at fremvise nogle af de ting, jeg selv har nørklet med.
Måske der er nogle, der får inspiration til deres eget arbejde fra det, jeg har lavet; måske der er nogle, der synes, det er sjovt at se, hvad jeg arbejder med; måske ikke. Det betyder ikke så meget. Jeg synes, det er sjovt at skrive og vise mit arbejde frem; så må folk selv bestemme, om det er værd at læse om. Jeg hygger mig alligevel :)